DIY konfetti popper

I denne uge begynder studenterne for alvor at fylde bybilledet.

Brug 5 minutter på at lave dit eget konfettirør, så du både kan poppe champagne og konfetti for den nyudklækket student 🎉

 

 

Genbrug hvad du har i skufferne

Egentlig kan sådan en konfetti popper jo bruges til alle slags anledninger end kun studenter. Fødselsdage, bordpynt til bryllupper, venindeaftener eller bare til hverdagens små sejre.

Det fedeste ved den her DIY er, at mange af materialerne er til at finde i de fleste hjem.

Husk blot at gem toiletruller, papir mv., som du alligevel havde tænkt at smide ud.

 

Det skal du bruge

  • Toiletpapirruller
  • Ballon
  • Tape
  • Gavepapir (silkepapir eller lignende)
  • Dobbeltklæbende tape
  • (Punch str. M eller hullemaskine)
  • Papir (jeg har brugt farvet og transparent papir fra Søstrene Grene)
  • Snor

 

Gratis skabeloner

Det er jo kun fantasien der sætter grænser i forhold til indpakningen. Eksempel kan du vælge at dække toiletpapirsrullen med ensfarvet silkepapir og anvende masking/washi tape med et grafisk mønster og sætte hele vejen rundt om toiletpapirsrullen, så det flugter med øverste og nederste kant.

 

Vil du gøre som os, kan du printe din gratis skabelon lige her, og følge fremgangsmåden nedenfor👇

Ja tak! Hent nu

 

Fremgangsmåde

  1. Bind knude på ballonen
  2. Klip ballonen over på midten
  3. Tag delen med knuden og sæt udover toiletpapirsrullen
  4. Tape fast (Det ser ikke pænt ud, men det bliver dækket af papir senere)
  5. Mål toiletpapirsrullen på højkant og omkreds
  6. Indtegn mål på gavepapir/silkepapir (jeg brugte målene højde: 13 cm (rullen 10 cm + 3 cm ekstra til toppen, bredde/omkreds: 15 cm)
  7. Sæt dobbeltklæbende tape på papiret, så det flugter med kanten
  8. Rul rundt om toiletpapirsrullen
  9. Konfetti på den nemme måde: Brug en punch eller hullemaskine
  10. Eller den hurtige måde: Eller rul et stykke papir, og klip fra oven og ned, så der er strimler hele vejen rundt. Klip derefter på tværs af strimlerne.
  11. Fyld konfetti i røret
  12. Bind snor om toppen
  13. Print din gratis skabelon og sæt på røret

 

 

Jeg husker tydeligt min egen gymnasietid, og forløsningen da huen endelig var i hus. Solen skinnede, der var overflod af jordbær, fester og masser af grin med mine veninder. Livet var vidunderligt og bekymringsfrit!

 

Okay.

Det er 13 år siden, så det er meget muligt, at jeg i mit hoved har lagt et Morten Korch filter over studenterugen.

 

I virkeligheden fik jeg ikke en særlig prangende slutkarakter, så måske var det derfor det føltes ekstra godt hver gang venner, bekendte eller helt fremmede tog sig tid til at ønske mig tillykke. Jeg følte mig i hvert fald lige 10 cm højere hver gang!

Så om du kender en der bliver student eller ej, så husk som det mindste, at sig tillykke til alle med en hue på i den kommende tid.

Det giver god karma i din retning.

 

♡ Mie

 

 

Indlægget er ikke sponsoret.

Leave a Comment